Der findes mange myter om hukommelsen, der har eksisteret i lang tid. Jeg har kigget lidt på forskellige myter og vil redegør for, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

MYTE NUMMER 1: Der findes mennesker, der har en fotografisk hukommelse.

Fotografisk hukommelse betyder vist, at et menneske kan nøjes med et se en hændelse, et menneske, et billede eller alt muligt andet bare en enkel gang og vil aldrig mere glemme det. Og ikke bare ved en enkel situation, men ved usandsynligt mange situationer. Hvis det bare var en enkel situation der var tale om, så ville vi alle have en fotografisk hukommelse.

Du kan sikkert huske enkelte detaljer fra dengang du gik i skolen. Måske mødte du et menneske, der sagde noget, du stadig husker, som om det var i går – selvom det ligger mange år tilbage. Det ville undre mig, hvis du ikke ville kunne huske en komisk, tragisk, mærkelig, chokerende hændelse, der ligger mange år tilbage. Her er der IKKE tale om fotografisk hukommelse, men “bare” noget din hjerne af en eller anden grund synes er mindeværdigt. Hvilket du ikke nødvendigvis behøver at være enig i. Hjernen fungerer nemlig langt hen ad vejen som et autonomt organ, der gør som der passer den.

Når der er visse mennesker der er berygtet for at have en fotografisk hukommelse, så er der nok nærmere tale om et menneske, der er nysgerrigt, vidensbegærligt og åbent. Er man det, vil man nemlig have nemmere for at huske mange ting – fordi der er mange ting der interesserer en. Den øverste leder af en virksomhed med mange hundrede medarbejdere har efter min bedste overbevisning ikke en fotografisk hukommelse, fordi hun husker alle sine medarbejders navne og baggrunde, men fordi hun interesserer sig for, hvem der arbejder i virksomheden.

Myten er altså bare en myte.

MYTE NUMMER 2: Man skal være højintelligent for at huske store mængder af information.

Lige præcis det modsatte er tilfældet. Intelligensen spiller en meget lille eller slet ingen rolle her. Jo vist, der er forskelle på, hvor hurtige vi opfatter teknikkerne og hvor hurtige vi er om at kunne huske mange ting. Nogle mennesker har lidt sværere ved at gemme informationerne end andre, men der er et meget afgørende “men” her:

Alle raske mennesker, der ikke lider af kognitive vanskeligheder såsom demens, Alzheimers og lignende vil kunne forbedre deres indlæringskapacitet med flere hundrede procent på få timer. Jeg oplever det gang på gang, når jeg holder foredrag: Den ene succesoplevelse følger den anden – ikke sjældent hos dem, der på forhånd gik ud fra, at de var elendige til at huske.

I hukommelsessporten ser det en smule anderledes ud. Men kun en smule. Jeg er overbevist om, at de allerbedste hukommelsesatleter har en meget høj IQ. Forudsætningerne for succes har været tilstede for dem. Omvendt mener jeg dog også, at selv de skarpeste hukommelsesatleter ikke kan undgå at træne tilstrækkeligt mange timer for at få succes. Det er en hård og sej kamp at være med i verdenstoppen, uanset IQ. Hårdt arbejde er mere afgørende for succes i sporten end at have de hurtigste neuroner.

Myten er aflivet. Jeg kunne ikke være mere sikker, for selvom jeg ikke kender IQ’en på de deltagere, der er med i mine foredrag, så er succesraten overvældende stort set hver gang.

MYTE NUMMER 3: Langtidshukommelsen fjerner information, når der er fyldt op.

Denne myte kan undre lidt. Hjernen er det mest komplekse organ, vi som mennesker og næsten alle former for dyr er i besiddelse af. Det er også ikke et glas vand, der flyver over, når vi fylder for meget på.

Skal man inddele hukommelsen, så taler vi oftest om korttidshukommelsen og langtidshukommelsen. Korttidshukommelsen er den del af hukommelsen, der er i stand til at gemme informationer i løbet af få sekunder. Kapaciteten ved korttidshukommelsen er begrænset. Det kan gå to veje her: enten vælger hukommelsen at gemme informationen, fordi den anses som vigtig. Eller den sender informationen videre til langtidshukommelsen. Har forbliver informationen så og bliver låst væk på et lager, den har svært ved at smutte ud fra igen. Lageret er ikke et lille kammer, men mere en kæmpe stor lagerhal med masser af plads til al mulig information.

Det interessante er, at meget af den information ikke lige er tilstede i vores bevidsthed, men pludseligt kommer frem, når vi får impulser udefra. Måske ser vi en film, hvor vi pludseligt lægger mærke til, at vi har set den før for mange år siden – men har “glemt” den. Måske kan vi efter mange års fravær fra spanskundervisningen pludseligt tale spansk igen i Barcelona – selvom vi ikke har været i kontakt med sproget siden gymnasiet. Sådan nogle eksempler kan man finde mange af. Men bare fordi vi ikke lige kan finde informationen frem, er den ikke helt forsvundet – den skal bare fremprovokeres af et eller andet. Og det er typisk vores sanseapparat, der hjælper til der. Et slag på tasken er, at 10 procent af al vores information i langtidshukommelsen er i vores bevidsthed. De sidste 90 procent gemmer sig bagerst i lagerhallen, men skal lige hentes frem igen.

Hvordan opnår du så, at informationen er i din bevidsthed og ikke gemmer sig i ubevidstheden? Det gør du ved at gentage informationen. Bruger du det spanske sprog til dagligt, så vil det være i din bevidsthed.

Det korte for det lange er, at der er så meget kapacitet i vores langtidshukommelse, at vi ikke behøver at frygte, at den bliver fyldt op som et glas, der fyldes med for meget vand. Du kan huske alt det du ønsker. Du skal bare sørge for at bruge det du husker, hvis det stadig er vigtigt i fremtiden.

MYTE NUMMER 4: Grundet digitale hjælpemidler bliver vores hukommelse ikke brugt som tidligere.

Ofte hører man, at for eksempler medier som Google gør, at vi ikke udfordrer vores hjerne længere, som vi har gjort. Et andet ofte benyttet eksempel er GPS’en, der tager opgaven at finde vej fra os. Tidligere har man også benyttet drejeskiven på telefonen i stedet for at have gemt samtlige telefonnumre på vores mobiltelefoner, der fungerer som små erstatningshjerner. Skal vi slet ikke tænke selv længere?

Helt så firkantet er det vist ikke. Vi bruger hjernen på så mange forskellige måder, at vi ikke lige med det samme begynder at gå i hi, bare fordi vi ikke finder vej uden hjælpemidler. Men der er grund til bekymring. Blandt andet har den tyske neurolog Manfred Spitzer været en af de første forskere, der har talt om den “digitale demens”, der udvikles ved at man overlader en del af hjerneaktiviteten til elektroniske eller digitale hjælpemidler. Især børn, der er opvokset med smartphones er i farezonen grundet et overforbrug af de digitale hjælpemidler. Resultatet kan blive en markant nedsat evne til at huske og koncentrationsbesvær. Google er efter min opfattelse et genialt hjælpemiddel, der dog skal bruges på en hensigtsmæssig måde. Googler man uden refleksion og ambition, uden forsøg om at opnå en viden om området, så vil Google være et af de hjælpemidler, der kan være med til at udvikle problemer ved vores kognitive færdigheder.