Der bliver hvert år afholdt en del mesterskaber verden over og en del af dem foregår her i Europa. Jeg har selv deltaget i de svenske, danske, tyske, engelske, italienske og spanske mesterskaber. Det er lidt forskelligt, hvornår de bliver afholdt, men efteråret ser ud til at være en højtid for disse mesterskaber. Indtil videre har det været et forbund med navnet WMSC, der organiseret disse mesterskaber. Men nu er der kommet en lille revolution..

To rivaliserende forbund

Det hele bliver organiseret af to forskellige forbund, der overordnet set har ansvaret. Indtil fornylig fandtes der kun ét forbund. Det hedder WMSC (World Memory Sports Council) og er blandt andet styret af Tony Buzan. Buzan mener at have udviklet både Mindmapping og flere af de hukommelsesteknikker, der har eksisteret lige siden de gamle grækere. Om det så faktisk er ham der har opfundet Mindmapping vil jeg også lade stå i det uvisse – det er helt klart mit indtryk, at der er en tendens til at smykke sig med lånte fjer hos WMSC.

Stor kritik fra atleternes side

Flere hukommelsesatleter har været meget kritiske over for WMSC. Blandt andet har man måtte konstatere, at lovede præmiepenge ikke er blevet betalt til atleterne til verdensmesterskaberne. Flere resultater er ikke blevet registreret (hvilket jeg selv har oplevet og hvilket er meget frustrerende). At skulle nævne samtlige beskyldninger ville sprænge rammen af dette indlæg.

Mit valg: International Association Of Memory

WMSC’s reaktioner på angrebene er efter min opfattelse blevet taklet meget uprofessionelt. Nedladende kommentarer har været på dagsordenen – og blandt andet derfor har jeg valgt, at være tilknyttet det nye forbund, der direkte udspringer af denne bevægelse. Forbundet kalder sig IAM, hvilket står for “International Association of Memory”. Det bliver styret af aktive atleter, hvilket jeg forventer vil være en meget stor fordel i forhold til at blive hørt som aktiv deltager. De tilhørende hjemmesider hedder www.iam-memory.org og www.iam-stats.com.

En parallel til bokseforbundene er ikke til at overse, hvor der findes både WBF, WBC og IBF (og alle dem jeg ikke kender). Og dermed eksisterer der oftest flere verdensmestre på én gang. Dette vil også kunne komme til at ske i hukommelsessporten nu, for fremover vil der blive afholdt to forskellige verdensmesterskaber.

International Association of Memory

International Association of Memory

Filosofien med IAM er primært, at opnå en mere demokratiseret version af styringen af hukommelsessporten – og det er noget, jeg kun kan støtte op omkring.

Organiseringen i Danmark

I skrivende stund (december 2016) er der endnu ikke etableret et dansk hukommelsesforbund, der samler de danske hukommelsesatleter. Jeg har tidsmæssigt ikke haft ressourcerne til dette, selvom jeg i flere omgange har fået henvendelser fra personer, der synes at det kunne være spændende. Lige nu er vi heller ikke særlig mange, der dyrker denne sport her i lille Danmark, men udviklingspotentialet ser ud til at være der.

Vil du være med?

Har du et ønske om også at deltage i et hukommelsesmesterskab, så vil jeg anbefale dig at kigge på de ovennævnte IAM-hjemmesider. Du må også meget gerne skrive til mig og høre lidt om, hvordan du kommer i gang.